Det er ikke så svært at komme i gang med skiskydning i Danmark, som det umiddelbart lyder. Der findes nemlig flere steder i landet, hvor du allerede nu både kan få pulsen op og træne skydning mod de særlige skiskydnings-faldmål.
Det lyder lidt som en eksotisk drøm at kunne træne skiskydning i Danmark. Men faktisk er muligheden for at komme i gang med skiskydning mere nærliggende, end de fleste går og tror.
Ligesom det at være passioneret langrendsløber i Danmark kræver sine tilpasninger, så kræver dette også, at man accepterer nogle enkelte kompromiser i forhold til den ægte skiskydnings-vare.
For det første kan vi ikke prale af at have nogle anlæg i Danmark, der er designet til skiskydning. Faktisk befinder det nærmeste rigtige skiskydningsanlæg sig i den svenske by Ätran, som ligger over 3 timer kørsel fra København. Dette anlæg blev først udbygget med skydebaner i sommeren 2014, og er med sine nu 16 skydebaner kun halv størrelse af de anlæg, som vi ser om vinteren på fjernsynet. Og det var først i 2015, at der fulgte en 900 meter asfalteret rulleskibane med.
Forskellige krav i Norden
For det andet eksisterer der markant andre regler omkring brugen af skydevåben i Danmark i forhold til for eksempel Norge og Sverige.
Et eksempel er, at der er markant skrappere krav omkring våbenhåndtering og til en skydebane til skiskydning i Danmark end hos vores naboer.
I praksis har det den konsekvens, at det er klart lettere at etablere nye skiskydningsaktiviteter på allerede eksisterende skydeanlæg og i samarbejde med allerede eksisterende skytteklubber.
Skiskydning i løbesko er perfekt tekniktræning
Vælger man i stedet at se disse forhold fra en mere fysiologisk orienteret vinkel, så er der ingen ulemper ved at træne skiskydning i Danmark.
De fleste udenlandske skiskytter træner nemlig også rigtigt meget tid skiskydning i løbesko! For det er nemlig en lille smule sværere at ramme plet efter at have løbet på benene, end efter at have løbet på ski!
Den største forskel ligger i de afgørende meter inde på skydebanen og frem til standpladsen. På ski har du muligheden for at glide mere ind til skydningen. Dermed får du pulsen markant længere ned, og det bliver lettere at ramme.
Hvis du løber hele vejen på fødderne, får du ikke det samme fald i pulsen. Dette er dog selvfølgelig en forskel, der bliver udjævnet, hvis du kæmper helt vildt på langrendsskiene hele vejen ind til skydningen.
Hvordan kommer jeg selv i gang?
I danske skydekredse har man gennem mange år anvendt betegnelsen ’biatlon’ (altså uden ’h’) om disciplinen, hvor man kombinerer løb i løbesko med skydning.
I skrivende stund er der følgende klubber med fast ugentlig eller regelmæssig træning i skiskydning i løbesko:
Korsør Skytteforening
Mullerup Skytteforening
Vejle Biatlon (startet op i sommeren/ efteråret 2018)
Ørre Biatlonklub (ved Herning)
Østerlars Skytteforening
Østermarie Skytteforening
På nuværende tidspunkt er der kun en skiklub i Danmark, der har skiskydning officielt på klubprogrammet. Det er Københavns Skiklub, der blandt andet gennem et samarbejde med BallerupBiatlon giver sine medlemmer lettere adgang til at træne skiskydning sammen med biatleterne fra Ballerup.