Rulleski: 8 gode grunde til at deltage i DM Kort på søndag

Starten på rulleski DM Kort distance 2016 er gået. Foto: Bent Hjarbo

Uanset om du er til race, er motionist eller garvet Vasaløber, så er der flere gode grunde til at tilmelde dig til søndagens rulleski DM Kort distance på Flyvestation Værløse.

 

På søndag den 18. juni 2017 klokken 13.00 afvikles årets første danske mesterskab på rulleski på Flyvestation Værløse. Og du skal da være med?! Hvis du umiddelbart tænker et stort NEJ, så er du langt fra alene.

For umiddelbart vil langt de fleste danske rulleskiløbere nok blive lidt betænkelige og måske skræmt væk ved udsigten til at deltage i et dansk mesterskab på rulleski.

Men brug lige de næste 3-4 minutter på at læse det her igennem! Her får du så 8 gode grunde til, hvorfor du bør overveje at deltage på søndag (listet i uprioriteret rækkefølge).

 

Grund nr. 1: Overkommelig og ufarlig rute

Hvis du ikke har løbet et rulleskiløb før, så er det her bare stedet at starte!

Ene og alene af den grund at ruten ikke byder på alt for mange tekniske udfordringer for den urutinerede eller forsigtige rulleskiløber! Eller sagt på en anden måde: Flyvestationen kan med rette kritiseres for at være en let og flad rute.

Den fysiske udfordring på den 2 kilometer lange rundstrækning kommer så i høj grad fra vinden. Ikke overraskende er Flyvestation Værløse anlagt på et sted og på en måde, så man får fuld udbytte/ fornøjelse af modvinden. Så hvis det bliver blæsende på søndag, så skal du forvente til tider god modstand fra vindguderne.

Et yderligere plus i år er, at ruten er ’blevet vendt om’, og er samtidig blevet et 180 graders vendepunkt fattigere. Der er der nok ikke mange tidligere deltagere, der græder over. To fulde nedbremsninger per runde har det med at slide på ens rulleskihjul.

Distancerne er også til at have med at gøre: De længste distancer er nemlig 16 kilometer for herrer og 12 kilometer for damer. Du kan få det fulde overblik over alle distancerne i den officielle invitation.

 

Grund nr. 2: Du kan løbe både klassisk og skøjt

Det har gennem de sidste mange år været kutyme, at der er frit valg af stilart til DM Kort på rulleski. Samtidig er der også aldersklasse-inddeling, så også de lidt ældre har mulighed for at dyste om nogle medaljer. (Her kaldes det så bare Forbundsmesterskab og IKKE dansk mesterskab.)

I forhold til uddelingen af DM-medaljer, bliver alle, der deltager på kønnets længste distance, samlet i en resultatliste – uanset valg af teknik.

 

Læs også: Her finder du en oversigt over rulleskiløb i Danmark…

 

Grund nr. 3: Det er gratis!

Ja, du læste rigtigt!

Frem til og med fredag den 17. juni er det gratis at tilmelde sig til løbet! Så hvorfor ikke benytte sig af det og tilmelde sig i god tid?

 

Grund nr. 4: Et godt og intensivt træningspas

Uanset om du er til konkurrence eller motion, så holder du dig vel ikke tilbage for et godt træningspas?

For der er ikke nogen tvivl om, at der sker noget specielt, når man får startnummer på maven, og man står der på startstregen sammen med alle de andre.

Så hvorfor ikke lade denne uge indeholde et træningspas, hvor farten kommer lidt i vejret takket være lidt ’hjælp’ og konkurrence fra nogle andre ligesindede rulleskiløbere?!

 

Grund nr. 5: Du møder andre rulleskiløbere

Indrømmet. Hvis du allerede træner samme med mange andre rulleskiløbere i et fast træningsfællesskab, så er et socialt argument måske ikke det mest vægtige.

Langt de fleste danskere træner dog for det mest på deres rulleski alene eller sammen med få andre i en lille, lukket kreds. Der findes rundt omkring i landet flere små træningsgrupper, styret enten via en skiklub eller et online fællesskab. Ved at deltage på søndag bliver løbet samtidig et lille mødested, hvor nye træningsrelationer måske kan opstå.

 

Grund nr. 6: Prøv at løbe mod og med andre

Træner du frem mod enten Vasaloppet, Birkebeinerrennet eller andre langløb, så bør du kraftigt overveje at deltage i nogle forskellige små løb, så du får trænet det at løbet mod/ sammen med andre!

En ting er, at de andres deltageres tilstedeværelse betyder, at farten bliver drevet lidt højere op. Også højere end på dine normale træningsture (se Grund nr. 4).

Noget andet er, at det tekniske i at løbe tæt i en gruppe sammen med andre bør trænes regelmæssigt. For hvordan foretager du for eksempel lettest en overhaling? Hvor tæt på ham foran kan og tør jeg egentlig løbe? Og hvordan reagerer du, hvis der pludselig sker noget uventet foran dig?

 

Grund nr. 7: Mad og hygge for alle efter løbet

Arrangørerne fra Københavns Skiklub gør hvert år en indsats for, at der skal være nogle hyggelige rammer efter løbet. Derfor bliver der også arrangeret en stående fælles spisning efter løbet. Her bliver der så også gode muligheder for at få en rolig snak med nogle af de andre deltagere (støtter Grund nr. 5).

Forvent dog endelig ikke det store gourment-buffet midt ude på Flyvestationens græsmarker og landingsbaner!

Det er tale om en enkel ’smør-selv-buffet’ med brød, pålæg, saft, mineralvand og lidt kaffe og kage.

 

Grund nr. 8: Birkebeiner-startnumre på spil

Det er endnu en gang lykkedes for arrangørerne at få 5 startnumre til Birkebeinerrennet som præmier blandt alle deltagende rulleskiløbere.

Har du ikke allerede fået fat i et startnummer til Birkebeineren, så kan du måske sikre dig det på søndag?

 

Skal du med?

Hvis du er nået helt hertil, så er spørgsmålet nu, om du er kommet lidt tættere på at tilmelde dig til DM Kort på rulleski? I skrivende stund er der 46 tilmeldte.

 

Tilmelding kan ske på dagen ved fremmøde inden klokken Så husk endnu en gang, at det er gratis til og med på fredag at tilmelde sig.

 

På forhåbentlig gensyn!

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*