Rulleski-VM: Regel-ændring stækkede dansk talent

Mads Berthelsen var ene dansker til Rulleski-VM 2017

Ottendedelsfinalen blev lidt skuffende endestationen for danske Mads Berthelsen på sprinten ved VM i rulleski i Sverige. En regelændring for selve starten stækkede det danske talent.

VM i rulleski sluttede søndag i svenske Sollefteå med team-sprinterne for både seniorer og juniorer – disse løb desværre uden dansk deltagelse. Det havde der til gengæld været i mesterskabets foregående dage i enlig skikkelse af juniorløberen Mads Berthelsen.

Mads har gennem de seneste par år specialiseret sig både på rulleski og især på den korte 200 meter sprint-distance. Og netop fredagens sprint var den distance, som Mads selv på forhånd med rette havde store forventninger til. For lige under en måned siden blev han nemlig nummer 4 i World Cup i juniorklassen!

Faktisk valgte han at stå over i torsdagens løb for at optimere sine sprint-forberedelser. Men desværre blev forløbet af konkurrencen ikke helt, som han havde forventet. Ottendedelsfinalen blev endestationen for danskeren, der slutter som nummer 11.

Se resultatlisten fra VM-sprinten… (eksternt link)

Tvungen stagning i starten

”2 timer før starten på prologerne finder jeg ud af, at man har ændret starten, så man i selve sprintstarten skal stage ud af startgaten. Normalt i World Cup sprinter er det skøjt fra start til slut. Stage-start er slet ikke noget, jeg har trænet,” skriver han i sin evaluering på Facebook.

Den ændrede start betød, at prologtiden ikke blev helt som forventet, men alligevel lykkedes det for Mads Berthelsen at gå videre til knockout-runderne. Men da tiden ikke var på sædvanligt niveau, blev han matchet op mod en væsentligt stærkere løber allerede i 8.-dels finalen, der så løb med sejren. Et resultat som danskeren selv betegner som ’skuffende’.

”Havde jeg kørt en bedre tid i prologen, havde jeg også fået en lettere modstander i 8.-dels finalen. Jeg må hjem og øve mig på stage-start,” lyder den korte konklusion fra danskeren.

Rulleski VM-medaljer med lidt dansk smag

Efter sprint-skuffelsen var der yderligere et løb tilbage, nemlig en 15 kilometer klassisk konkurrence med samlet start og på speedhjul.

”Jeg lå godt med i første og anden omgang og følte mig godt kørende og ville trække frem i feltet. Det var der en østeuropæisk idiot, der var utilfreds med. Han kørte ud i mig og væltede mig med ca 50 km i timen, så jeg styrtede. Jeg fik en ordentlig mavepumpe og noget asfalteksem. Sådan sluttede mit VM – ikke lige det, jeg havde håbet på.”

Junior-herrernes løb udviklede sig ellers til en ren svensk triumf – med en lille snert af dansk indblandet.

Det blev nemlig til en bronzemedalje til Mads Berthelsens gode ven Gabriel Strid, som samtidig er søn af Danmarks tidligere landstræner Råland Strid.

Læs også: Vil du have et overblik over alle de hjemlige rulleskiløb?