Med kort varsel stablede BallerupBiatlon en hel weekend med skiskytte-aktiviteter på benene i slutningen af oktober. Endnu en runde af motionsløbet ”Skiskydning i Løbesko” blev igen et tilløbsstykke med 182 fuldførende. Mens søndagen var øremærket de øvede biatleter og ikke mindst et debutstævne for de alleryngste børn.
Oprindelig var det faktisk ikke meningen, at der overhovedet skulle have været nogle som helst løb med skiskydning i Ballerup i efteråret 2018. Men bare 6 uger før traf klubbens medlemmer en rask beslutning. På 1½ måned fik klubben endnu en gang stablet en hel weekends skiskydnings-festival på benene i weekenden den 20.-21. oktober 2018.
Det blev en weekend, der både bød på det åbne motionsløb ”Skiskydning i Løbesko” om lørdagen, et kombineret Ligastævne/ Landsdelsmesterskab for øvede biatleter og et debut biathlonstævne med luftgeværer for de alleryngste børn.
Igen flot fremmøde til ”Skiskydning i Løbesko”
Selvom beslutningen om at afholde de forskellige løb blev taget med forholdsvist kort varsel, så blev det åbne motionsløb ”Skiskydning i Løbesko” et af de bedst besøgte i klubbens historie.
På forhånd var der kommet 189 tilmeldinger, og på selve dagen var der hele 182, der gennemførte. Især i Intro-klassen for kvinder +45 år blev der sat ny deltagerrekord med 28 startende.
Se også: Alle resultatlisterne fra ”Skiskydning i Løbesko” lørdag den 20. oktober
Det kan anbefales at tilmelde sig BallerupBiatlons nyhedsbrev, hvis man vil have besked, næste gang bliver afholdt ”Skiskydning i Løbesko” eller lignende arrangementer.
Debut i skiskydning for de yngste
Hen over sommeren har Københavns Skiklub og BallerupBiatlon styrket det i forvejen tætte samarbejde omkring udvikling af skiskydnings-aktiviteter i Danmark.
Forud for weekendens løb har der været to træningsforløb for henholdsvis unge skiløbere fra Københavns Skiklub og Holte Ski.
Denne gang blev det til premiere på ”Skiskydning i Løbesko” for de alleryngste med brug af specialdesignede luftrifler tilpasset netop skiskydning.
Læs også: Hvordan kommer du i gang med at dyrke skiskydning i Danmark?
Netop disse specielle rifler har på ganske få år været kraftigt medvirkende til, at skiskydningssporten er boomet i både Sverige og Tyskland. Og det er derfor nærliggende, at man i Danmark overvejer lignende tiltag. Ikke mindst fordi der alene i det sydlige Sverige arrangeres talrige skiskydningsløb både i løbesko, på rulleski og ikke mindst om vinteren på ski.
Forventede sejre hos de øvede skiskytter
Hos de øvede biatleter blev det ikke overraskende til sejr til den meget formstærke Kristian Wulff fra den arrangende klub. BallerupBiatlon gjorde rent bord, da Jens Hulgaard blev nummer 2 med Asger Fischer Mølgaard på 3. pladsen. Det er også værd at fremhæve Erik Sørensen (BallerupBiatlon). Han vandt aldersklassen for herrer over 45 år, men tiden ville faktisk have rakt til en placering som nummer 4 hos ’de unge og hurtige’ herrer.
Sejren i damernes øvede klasse gik ganske sikkert til Line Søderlund (BallerupBiatlon), der tidligere på året vandt 3 medaljer ved VM i biathlon-orientering. Hun forklarede efterfølgende, at hun er begyndt at have sine problemer med at ligge stabilt ved de liggende skydninger. Årsagen er, at hun om nogle måneder nedkommer med hende og kærestens første barn.
Se også: De samlede resultatlister fra de øvede skiskytter