Der blev skrevet et lille stykke dansk ski-historie, da starten gik torsdag klokken 10 til vinterens første IBU Cup i skiskydning. Her var det nemlig første gang nogensinde, at der var mere end 2 danskere til start i et internationalt løb i den populære sportsgren.
Hver weekend i løbet af vinteren samles mange tusinde danskere foran fjernsynet for at se verdens bedste skiskytter dyste i World Cuppen.
Indtil videre har det været uden dansk deltagelse, men det kan det ændrer sig inden alt for lang tid.
Torsdag formiddag blev der i hvert fald skrevet en lille ny side i historien om dansk skisport. Her stillede der for første gang nemlig hele 3 danske løbere til start i sæsonens første løb i IBU Cuppen på Sjusjøen i Norge. De tre udvalgte danskere var Anders Emil Schiellerup, Jens Hulgaard og Joachim Weel Rosbo.
IBU Cuppen er niveauet lige under World Cuppen. Og det betyder, at der altid er deltagelse fra alle de løbere fra de store nationer, som ikke er blevet udtaget til weekendens runde i World Cuppen.
Tæller man hele rigsfællesskabet med, så er der faktisk 4 mand og en dame i alt til start i Norge, da veteranerne Uiloq og Øystein Slettemark fra Grønland også var at finde på startstregen. Grønland blev i IBU regi selvstændigt allerede omkring årtusindskiftet, og har siden da flere gange haft både 3 og 4 deltagere til start i samme internationale løb. Men det er første gang, at det er lykkedes for Danmark.
Svære forhold på standpladsen
Først ud i sporet var Danmarks mest rutinerede skiskytte, nemlig Anders Emil Schiellerup med start nummer 12 på brystet. Herefter fulgte Øystein Slettemark (#25), Jens Hulgaard (#52) og til sidst Joachim Weel Rosbo (#96).
Løbet blev præget af ekstremt svære forhold på skydebanen, hvor især tågen gjorde sit for at drille udøverne. Således lykkedes det ikke for en eneste af de 132 tilmeldte udøvere at skyde fuldt og ramme med samtlige 10 skud!
På den måde skrev danske Anders Emil Schiellerup sig ind i en lille eksklusiv gruppe med bare en enkelt forbier. Han har gennem længere tid døjet med sygdom, og i det perspektiv var dagens løb meget godkendt.
”Formen er fortsat forfærdelig. Men jeg er super tilfreds med skydningen i dag, da jeg nærmest ikke kunne se, hvor jeg skød,” lyder det fra danskeren, der blev nummer 96.
Jens Hulgaard blev nummer 118 med 6 forbiere, mens Joachim Weel Rosbo måtte ud på 9 strafrunder og sluttede som nummer 125 i sin skiskydningsdebut. Øystein Slettemark var to placeringer efter igen med 7 strafrunder.
Se alle detaljer fra løbet på IBU’s særlige data-hjemmeside…
Flere vil skyde og løbe på ski
Interessen for skiskydning er støt stigende i Danmark. Ikke mindst blandt de danske eliteløbere i langrend, hvor det åbner helt nye muligheder at kombinere en langrends-satsning med skiskydning.
Læs også: Sådan kommer du i gang med skiskydning i Danmark…
Senest har 6 af landets bedste senior- og junior-langrendsløbere været på en kombineret træningslejr i tyske Oberhof i Efterårsferien. Her blev der både trænet intensivt i skihallen og samtidig øvet skydning under kyndig ledelse.
Det tyske skiskydningsforbund havde nemlig udlånt Frank Ullrich, deres tidligere meget succesfulde landstræner og ikke mindst mangedobbelte OL- og World Cup-vinder fra 1980’erne, til det danske hold.
Under Ullrich’s meget kyndige ledelse udviklede de danske udøvere sig utroligt meget i løbet af ganske kort tid.
”Man kan sige, at vi i løbet af 5 dages træning med Frank udviklede os, hvad der svarer til 5 år frem i tiden, hvis vi selv havde skulle finde ud af det hele,” sagde Lasse Hulgaard i slutningen af træningslejren.
Læs også: Lasse Hulgaards personlige blog fra træningslejren i Oberhof…
Be the first to comment