Flot fremmøde til ”Skiskydning i løbesko” i Ballerup

Skiskydning i løbesko 2018 satte nye rekorder.

Det lykkedes endnu en gang for skiskytterne i BallerupBiatlon at bryde den magiske grænse på 200 deltagere til forårs-versionen af det åbne motionsløb ”Skiskydning i løbesko”.

Der var endnu en gang linet fint op med telte, stor målportal og masser af afmærkninger, da klubben BallerupBiatlon i weekenden 26.-27. maj igen inviterede til ”Skiskydning i løbesko”.

Ligesom sidste år i maj var der igen tale om 2 forskellige motionsløb i løbet af weekenden: Om lørdagen havde de øvede skiskytter deres eget løb over 7,5 kilometer med 2 liggende og 2 stående skydninger undervejs.

Læs også: Vil du gerne prøve skiskydning i Danmark?

Søndagen var så igen helt og holdent dedikeret til deltagere uden tidligere erfaringer med skiskydning. Også i disse Intro-klasser skulle alle deltagere prøve at skyde 4 gange undervejs. Men i modsætning til de øvede deltagere, så foregik alle skydningerne i Intro-klasserne i den liggende position på store mål og med støtte til riflen.

Se også: Resultatlisterne fra alle Intro-klasserne… (eksternt link)

Forventet hjemmesejr hos de øvede

Vejrguderne var i år i høj grad med arrangørerne hele weekenden. Især søndagen blev lun og solrig, og forholdene inviterede virkelig til motionsløb for de 243 personer, der på forhånd havde tilmeldt sig.

Derfor var det også lidt overraskende, at det kun var 209 ud af de 243 forhåndstilmeldte Intro-deltagere, der endte med at krydse målstregen i løbet af søndagen.

I lørdagens løb for de øvede biatleter blev det til en sikker sejr til arrangørklubbens egen Asger Fischer Mølgaard foran Jan Nielsen fra Viborg Biathlon Klub. Christian Lykkeby Olsen fra BallerupBiatlon blev en lidt overraskende nummer 3 takket være en god skydning.

Se også: Resultatlisterne fra de Øvede klasser… (eksternt link)

VM i skiskydning i Ballerup

Der var også fint besøg fra Østersund i Sverige, idet de kommende VM-arrangører i skiskydning havde sendt en helt særlig PR-stand til Ballerup.

Her havde alle deltagerne mulighed for at prøve kræfter med et særligt skiergometer og skydning med lasergevær.

VM-standen ved skiskydning i løbsko trak mange til

Der var desuden mulighed for at vinde billetter til det kommende VM i skiskydning, der finder sted i perioden 7.-17. marts 2019.

Hvis man ikke er blandt de heldige vindere, så startede billetsalget til VM 2019 allerede i marts. Her har man mulighed for ekstraordinært at støtte dansk skiskydning, da arrangørerne har besluttet at sende 20% af billetprisen retur til dansk skiskydning, hvis man køber sin billet via denne officielle side.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*