Danske skiskytter på vej mod VM-debut – på rulleski

26 lande er tilmeldt VM i skiskydning på rulleski 2017
Foto: IBU Cup Biathlon's Twitter-profil

Danmark stiller med en 3 mand stor delegation, når VM i skiskydning på rulleski afvikles i slutningen af næste uge i det centrale Rusland. Det er første gang nogensinde, at Danmark har deltagere med til dette mesterskab.

 

Skiskydning har de seneste par år vundet stor opmærksomhed i mange danske hjem takket være faste tv-udsendelser hver weekend. Men hvad de færreste måske er klar over, så oplever sporten også på udøversiden en pæn vækst herhjemme i Danmark.

Faktisk er udviklingen gået så stærkt, at Danmark i den kommende uge kan sende de første deltagere nogensinde til et verdensmesterskab i sommer-versionen af skiskydning, der foregår på rulleski.

De bliver de tre rutinerede rulleskiløbere Asger Fischer Mølgaard (Holte Skiklub), Jens Hulgaard og Christian M. Borch (begge Københavns Skiklub), der tilsammen udgør den danske delegation ved VM, der finder sted i den russiske by Chaykovskiy.

Sammen de øvrige danske biatleter er der de seneste måneder blevet trænet intensivt på BallerupBiatlons anlæg. Men ingen af dem knytter på forhånd de store resultatmæssige forventninger til den danske deltagelse.

”Jeg tror, at man kommer til at lede på den klart sidste del af resultatlisten, for at finde vores navne. Men vi er også i høj grad med for at lære og suge erfaringer til os,” fortæller Asger Fischer Mølgaard, der har taget fri fra sit arbejde hos Gladsaxe Kommune for at deltage i VM.

Debut på flere måder

Ingen af de tre danskere har tidligere været med ved et VM i skiskydning på sne før. Og det bliver så også første gang nogensinde, at Danmark stiller med deltagere ved et VM i rulleskiskydning.

Men det er ikke nogen ny oplevelse for de tre rutinerede danskere at være med til store internationale mesterskaber. Senest i vinter deltog for eksempel Jens Hulgaard i VM i langrend i Finland, mens Asger Fischer Mølgaard ved denne lejlighed var med som holdleder.

Læs også: Hvordan kommer jeg i gang med skiskydning i Danmark?

Også Grønland, der i skiskydnings-sammenhæng er selvstændig, stiller for første gang med en delegation i år. Den består af Bjarne Herbert Hansen, der stiller op i Junior herre-klassen, og Uiloq Slettemark som holdleder og træner. For Uiloq bliver mesterskaberne i høj grad et forventet gensyn med mange kendinge. Hun var nemlig en fast del af vinterens World Cup i skiskydning for snart en del år siden.

Larmende kulisse venter

Verdensmesterskaberne bliver afholdt i byen Chaikovskiy, der ligger for foden af Uralbjergene omkring 1.200 kilometer øst for Moskva. Og her venter der de 150 deltagere, trænere og ledere noget af en unik kulisse: Byen udgør nemlig et af de centrale træningscentre for russisk skiskydning. Og det helt nyrenoverede skiskydningsstadion er designet til nu at kunne håndtere lige over 3.500 tilskuere. Men der gik ikke lang tid, før samtlige billetter til hver eneste konkurrencedag var revet væk.

Der er derfor blevet oprettet ekstra tilskuerpladser på stadion, men det var stadig ikke nok til at kunne dække den store interesse. Nu kommer der flere steder i byen, hvor der bliver oprettet særlige Fan-zoner med storskærme. Den største af disse fan-zoner vil kunne rumme op til 3.000 personer.

Følg med: Følg gruppen “Skiskydning Danmark” på Facebook for seneste opdateringer…

Derudover fik de russiske forventninger yderligere et hak opad, da det fredag blev meddelt, at de olympiske mestre Anton Shipulin og Alexey Volkov også kommer til at stille til start ved VM.

Skiskydning er en af de allerstørste og mest populære vintersportsgrene i Rusland. Og når VM samtidig afholdes i en af de mest kendte udøveres hjemby, så venter der helt klart de 3 danskere noget af en oplevelse, som ingen af dem har prøvet før.

VM får deltagelse af omkring 150 udøvere fra 26 forskellige nationer, og altså her iblandt Danmark for første gang. Man kan følge både herrernes og damernes løb i den kommende weekend på live streaming her…

Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*