Våd rekord til ”Skiskydning i Løbesko”

En koncentreret Johanne skyder sig i front til Skiskydning i Løbesko

Udsigten til masser af regn og mudder kunne ikke forhindre, at der blev sat ny dansk deltagerrekord, da efterårets ”Skiskydning i Løbesko” blev gennemført på skydebanen i Ballerup.

En koncentreret Johanne skyder sig i front til Skiskydning i Løbesko

Vejrudsigten var på ingen måde den bedste, da klubben BallerupBiatlon havde inviteret til endnu en version af ”Skiskydning i Løbesko” lørdag den 22. oktober 2016.

 

Præcis som i foråret havde interessen for at deltage i skiskydnings-løbet været stor: Da tilmeldingen lukkede, var der registreret 249 deltagere, hvilket var bare 1 person fra helt udsolgt!

Det var på forhånd forventet, at nok ikke alle deltagere ville møde op på løbsdagen. Ellers som en vejrvært på en national Tv-station om torsdagen omtalte vejrudsigten for lørdag: ”Det bliver vådt, vådt og mest vejr til at hygge indendørs.”

 

Men hverken den vedvarende regn eller den gradvis mere mudrede og tungere løberute kunne holde de i alt 215 deltagere fra at passere målstregen. Det var 8 flere gennemførende end den hidtidige danske rekord, som BallerupBiatlon satte med ”Skiskydning i løbesko” i foråret.

 

Antallet af gennemførende er ret bemærkelsesværdigt, da vejret i maj bød på højere temperaturer og væsentligt mindre regn.

 

Tæt skydeduel hos damerne

Deltagerne var delt ind i henholdsvis en Intro-klasse og en Øvet klasse. Intro-klassen er åben for alle, mens den øvede klasse kræver dokumenteret kendskab til håndtering af skydevåben, og at der skydes både liggende og stående på mindre mål.

Sarah og Johanne blev nr. 2 og 1 til Skiskydning i Løbesko
De to bedste i Øvet Damer-klassen: Sarah Hjalager blev nummer to efter Johanne Kjær (th.) til Skiskydning i Løbesko – Oktober 2016-versionen.

Hos de øvede damer var der 3 deltagere tilmeldt, der alle stod foran deres første konkurrence i ”Skiskydning i løbesko” nogensinde. For to af deltagerne var det at konkurrere i skydning dog ikke helt uvant: Sarah Hjalager og Johanne Kjær er nemlig begge faste medlemmer af landsholdet i militær femkamp, hvor præcisionsskydning over lang distance indgår. Der var på den måde lagt op til en tæt og lidt uvant duel mellem de to holdkammerater.

Og det blev præcis så tæt som forventet: Efter en svag føring til Sarah på de første par runder, så begyndte Johanne at skyde sig ind. På vej ud fra 3. skydning var det lige netop tippet, så der således kun var 1 sekund i Johannes favør til den hurtigere løbende Sarah.

En ekstra træffer på sidste stående skydning ramte Johanne en gang mere end Sarah, og dermed var den duel afgjort. 3’er blev Marita Jensen fra BallerupBialton.

Forventet sejr – uventet modstand

Hos de øvede herrer var der uventet kamp til forhåndsfavoritten Asger Fischer Mølgaard fra BallerupBiatlon/ Holte Ski fra både Erik Sørensen og Ture Lange Nielsen. I mål er Asger bare 16 sekunder foran Ture, der igen har 8 sekunder ned til Erik, der undervejs var oppe og føre løbet.

Der blev for øvrigt også sat en anden rekord ved løbet: BallerupBiatlon havde op til løbet lånt nogle ekstra rifler af DGI Skydning. De ekstra biathlon-rifler betød, at ikke færre end 12 personer valgte at tage mod tilbuddet om at deltage i et 5 ugers træningsforløb og derefter deltage i Øvet klassen. De nu klart mere øvede deltagere har nu hele vinteren til at forbedre deres biathlonevner frem mod forårets løb.

 

Se alle resultaterne fra “Skiskydning i løbesko” – Oktober 2016…