Tilmeldingen til verdens største rulleskiløb åbnede forleden. Alliansloppet er et af de få årlige rulleskiløb, der samtidig er seedningsløb til Vasaløbet.
Drømmer du om at forbedre din seedning og dermed rykke et eller flere startled frem til den kommende vinters Vasaløb? Eller kunne du bare godt tænke dig at prøve at deltage i et motionsløb på rulleski?
Så skal du klart overveje at deltage i Alliansloppet i svenske Trollhättan, som gennem de sidste mange år har haft status af verdens største rulleskiløb.
Løbet finder sted lørdag den 27. august 2017 med første start for rulleskiløbere klokken 11.00. Starten går i det helt unikke område på broen over vandfaldene lige i udkanten af Trollhättan.
Der findes 3 forskellige distancer at vælge mellem: 16, 32 og 48 kilometer i klassisk teknik. Hvilket svarer til 1, 2 eller 3 runder på den 16 kilometer lange rundstrækning.
Alliansloppet blev gennemført for første gang i 2007, og siden har løbet udviklet sig til en sand folkefest med plads til både motionisten, de hurtige langrendsløbere og eliten.
Besøg Alliansloppets hjemmeside (eksternt link)
Hvilken klasse skal jeg stille op i?
Du skal stille op på 48 kilometer-distancen, hvis du vil bruge dit resultat som seedningsgrundlag til Vasaloppet.
Til gengæld har det ikke nogen betydning, om du stiller op til ’tävlings-’ eller ’motionär-klassen’. Den eneste forskel på de to klasser er et rent internt svensk forsikringsanliggende. Og det har på den måde ikke nogen betydning for danske rulleskiløbere.
Det anbefales de fleste danskere at tilmelde sig Alliansloppets motionsklasse. Men hører du blandt de hurtigere danske rulleskiløbere, så kan det være en fordel at stille op i tävlingsklassen. Den starter nemlig først, og du vil have lidt flere i samme tempo at følges med. Og det vil i sidste ende kunne give dig en bedre seedning til Vasaløbet.
Der findes også seedning sted til starten af selve Alliansloppet. Så har du deltaget tidligere, så kan du bruge dette resultat til at få en bedre seedning til årets løb. Men så skal du huske at angive det ved tilmeldingen!
Tur for danske rulleskiløbere til Alliansloppet
Gennem de sidste par år har der været arrangeret en fælles tur fra Danmark til Alliansloppet.
Sådan ser det også umiddelbart ud til i år. Læs mere på Facebook-gruppen ’Rulleski Danmark’ om det.
Alliansloppet er sammen med Stockholm Roller de to eneste rulleskiløb, der fast kan bruges som seedningsgrundlag til Vasaloppet.
I 2016 havde også Kongevejsløbet/ DM Lang på rulleski i Holte nord for København status af seedningsløb til Vasaløbet. Men det vides ikke i skrivende stund, om Kongevejsløbet igen til september opnår samme status.