Finnen Hans Mäenpää satte ny 24 timers verdensrekord i langrend, da han tilbagelagde hele 472,002 kilometer. Samtidig blev det også til ny rekord hos damerne.
Hvis Vasaløbets 90 kilometer fra Sälen til Mora med løbstider op til 12 timer virker som en uoverkommelig lang distance, så prøv lige at læse videre her: for hvordan lyder så over det 5-dobbelte af distancen gennemført i løbet af bare et døgn?
For det var lige netop det, som finnen Hans Mäenpää fra det professionelle langrendshold Team Mäenpää præsterede fra den 12. april 2018 klokken 9.00 og præcis et døgn frem.
Finnen tilbagelagde mere præcist 472 kilometer og 2 meter. Eller skrevet helt ud: 472.002 meter på 24 timer!
3 langrendsløbere stod klar
Finske Mäenpää var faktisk ikke alene om at begive sig ud på den noget specielle rekord-forsøg. Med på startstregen stod også den tidligere rekordindehaver, finnen Teemu Virtanen, sammen med nordmanden Daniel Strand.
Teemu Virtanen tidligere rekord lød på ’sølle’ 433 kilometer, men det blev denne gang klart overgået. For den tidligere rekordindehaver sluttede hans forsøg efter 7 timer og 140 kilometer. Norske Strand havde overskud til at fortsætte 13 timer, før han stoppede.
Sej kvindelig langrendsløber nåede 375 km
Det var ikke bare hos herrerne, at det blev til en ny langrends-rekord.
Også hos kvinderne er 24-timers rekorden nu på finske hænder, da Anni Angeria formåede at tilbagelægge ikke færre end 375 kilometer og 564 meter i løbet af døgnet.
Langrends-vinteren afsluttet
Det noget specielle rekordforsøg fandt sted dagen før Ylläs-Levi, som er løbet, der i år markerede afslutningen på langrendsløberes langløbs-serie, også kendt som Visma Ski Classics.
Det finske langrendsløb på 67 kilometer var det 11. og sidste løb i serien, og blev hos herrerne vundet af nordmanden Andreas Nygaard. Det var hans 4. delsejr i Visma Ski Classics i denne vinter.
Hos damerne blev det til gengæld til debutantsejr til norske Astrid Øyre Slind, mens svenske Britta Johansson Norgren blev toer, og norske Kari Vikhagen Gjeitnes blev nummer 3.