Forbud på vej i Norge mod smøring med flour

Smøring af langrendsski kan ske på mange forskellige måder
Modelfoto

Norges Skiforbund har vedtaget en resolution, der med kort varsel vil kunne indføre et totalt forbud mod brugen af skismøring indeholdende flour.

Diskussionen omkring smøreprodukter indeholdende flour har ulmet i længere tid i langrends-stormagten Norge.

Nu har det norske skiforbunds langrendskomité taget en beslutning, der med kort varsel vil kunne indføre et totalt forbud mod brugen af flourprodukter. Forbuddet er i første omgang dog kun rettet mod de yngre aldersklasser.

Årsagen til ønsket om at begrænse mængden af flour hænger tæt sammen med, at stoffet både udgør en sundhedsmæssig fare for dem, der lægger det på skiene, og en miljømæssig belastning i de omgivelser, som der løbes langrend i.

Se også: Få det fulde overblik om Langrends-sektionen…

Den tilsatte flour er med til at give et markant bedre glid på langrendsskiene. Men produkter med flour er samtidig markant dyrere end alternativerne uden stoffet tilsat. Et forbud har fra flere sider derfor også været kædet sammen med ønsket om at begrænse den økonomiske udskrivning, som en satsning i langrend har udviklet sig til.

Mangler en brugbar test

Det var ventet, at der ville komme en eller anden form for udtalelse eller beslutning omkring brugen af flourprodukter, da det Norske Skiforbund forleden holdt deres såkaldte høstmøde på Gardermoen.

Umiddelbart er der dog ikke tale om et forbud med øjeblikkelig virkning. Snarere en hensigtserklæring og en varsling af et kommende forbud.

På det skiforbundets hjemmeside hedder det blandt andet i beslutningen:

”Langrendskomiteen i Norges Skiforbund indfører et flourforbud i klasserne til og med 16 år, men først når det findes sikre kontrolmetoder, som kan identificere fluor under skiene før start i skiren.”

Men indtil en brugbar testmetode kan tages i brug, så sender det norske forbund i stedet en kraftig opfordring til alle landets skiklubber og kredse om, at der fremover kun benyttes glidere uden tilsat flour. Og at man har særligt fokus på at gennemføre dette med det samme i ungdomsklasserne op til og med 16 år.

Et egentligt forbud bliver der først tale om, i det øjeblik der findes en test, der kan anvendes før start på et løb. Når denne test er på plads, vil der så til gengæld kun gå 14 dage, før at det endelige forbud er en realitet.