De danske Vasaløberes mangeårige samarbejdspartner på tilmeldingerne, Events4U, lukker deres virksomhed. Heldigvis påvirker det på ingen måde den særlige danske tilmelding til Vasaloppet i 2019.
Umiddelbart kunne det lyde som en melding, der let kunne give anledning til bekymrede miner hos de danske langrendsløbere, som enten er tilmeldt eller planlægger at deltage i Vasaløbet til marts 2019.
For hvad sker der så lige videre med de danske Vasa-tilmeldinger, når firmaet Events4U, der er underleverandør af den danske Vasa-tilmelding, fortæller at de lukker deres aktiviteter ned?!
Men ifølge den danske Vasa-koordinator Gert Olsen, så er der ikke nogen grund til bekymringer.
”Alle de danske tilmeldinger kører reelt allerede gennem den norske hjemmeside toptid.no. Så på den måde bliver der faktisk ikke nogen forskel i forhold til tidligere. Det eneste forskel fremover bliver, at man nu skal tilmelde sig direkte via Toptid i stedet for en mellemlanding hos Events4U”, fortæller Gert Olsen på baggrund af et opslag i Facebook-gruppen Langrend Danmark.
Ingen problemer for danske Vasa-deltagere
På den måde kommer lukningen heldigvis ikke til at få nogen indflydelse på den måde, som den danske tilmelding til Vasaløbet 2019 kommer til at køre på. Man skal altså bare sikre sig, at man navigerer sig frem til Toptid’s tilmeldingsside, hvorfra også betalingen finder sted.
Gert Olsen oplyser samtidig, at der stadig er muligt at købe startnumre til Vasaløbet 2019. Ligesom der stadig er ledige pladser med busserne fra Danmark. Til gengæld er den populære hotelbus for længst udsolgt.
Indtil videre er der 346 registrerede danske deltagere til det svenske langrendsløb. Men den danske tilmelding kører helt indtil starten af november. For at benytte dette særlige danske tilbud, så skal man være medlem af en skiklub under Danmarks Skiforbund.
Ønsker du at tilmelde dig til Vasaloppet 2019, så kan du som dansk langrendsløber tilmelde dig her…
Be the first to comment