Den blinde skiløber Arne Christensen er som en af tre personer nomineret til Kulturministerens Handicappris 2016, der overrækkes ved dansk idræts store gallafest Sport 2016 i Herning lørdag den 7. januar 2017.
For en meget sjælden gangs skyld kommer der faktisk både sne og langrend med på skærmen, når dansk idræt samles i Herning for at hylde årets største sportspræstationer.
Det skyldes, at den 62-årige blinde langrendsløber Arne Christensen er en af de tre nominerede til Kulturministerens Handicappris 2016.
”Hold da helt op. Det er bare så VILDT! Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Jeg er bare så glad og beæret over, at jeg er blevet indstillet og nu også nomineret til Kulturministerens Handicappris 2016”, skrev Arne blandt andet på Team Blind – Arctic Circle Race 2016’s Facebook-side da nomineringen blev offentliggjort.
Artic Circle Race gjorde udslaget
Arne er blevet indstillet til prisen af Handicapidrættens Videnscenter for at være den første blinde langrendsløber nogensinde, der gennemfører den 160 kilometer lange langrendsløb Arctic Circle Race i Grønland.
Det var dog langt fra det første større langrendsløb, som Arne har gennemført. Han har nemlig deltaget ved de Paralympiske vinterlege ikke færre end fem gange i perioden fra 1980 til 1994. Og derefter blev han også den første blinde danske skiløber, der gennemførte både Vasaløbet og norske Birkebeinerrennet.
Et godt team bag
Arne Christensen lægger ikke skjul på, at præstationen ikke var kommet i hus uden det lille team af hjælpere, som han fik samlet omkring sig. Ikke mindst de to ledsagere, som skiftedes til at guide ham på langrendsskiene de mange kilometer i Grønland. Derfor er flere fra teamet også inviteret med til overrækkelsen ved Sport 2016 i Herning.
Vinder Arne prisen den 7. januar 2017, så vil det ikke være den første hædersbevisning, der er fulgt i kølvandet på den flotte langrendspræstation. I starten af december 2016 blev han nemlig hædret med Lyngby-Taarbæk Kommunes Handicappris 2016.
Med Kulturministerens Handicapidrætspris følger der en check på 100.000,- kroner. Det er Danmarks Idræts-Forbund, Team Danmark og Danmarks Radio, der står for Sport 2016, og udsendelsen fra showet vil kunne følges direkte på DR1 lørdag den 7. januar fra klokken 21.