Den dansk udviklede ski-maskine ThoraxTrainer er et eminent godt træningssupplement til træningen frem mod for eksempel Vasaloppet. Og nu har danske langrendsløbere muligheden for at låne en træningsmaskine ganske gratis hjem til deres skiklub!
Det er ikke hver dag, at man kan få opstillet et eksemplar at ski-træningsmaskinen ThoraxTrainer lige i nærheden af sin bopæl ganske gratis. Men den mulighed er nu pludselig opstået takket være Danmarks Skiforbund.
Der er tale om et ganske unikt tilbud til de danske skiklubber og deres medlemmer, som er kommet i stand via midler fra VasaFonden. For at komme i betragtning er der dog en række kriterier, som skal være opfyldt:
- For det første skal der være tale om, at det er en skiklub under Danmarks Skiforbund, som låner ThoraxTraineren. Skiklubben skal have været medlem af Danmarks Skiforbund i minimum 1 år, og klubben skal forblive medlem i hele låneperioden. Der er altså ikke tale om udlån til private.
- Skiklubben skal i den kommende vinter have minimum en skiløber, som er tilmeldt enten Vasaloppet eller Öppet Spår.
- Den lånte ThoraxTrainer skal opstilles et sted, hvor “alle skiklubbens aktive medlemmer har fri og uhindret adgang” til at bruge den. Den kan med andre ord kun opstilles privat i for eksempel en kælder, hvis det kan anskueliggøres, at alle klubbens medlemmer har adgang til denne kælder!
- Skiklubben skal kunne fremvise en forsikring eller ”tilstrækkelig kapital i klubben”, så eventuelle skader på ThoraxTraineren eller tyveri kan dækkes.
Læs også: Hele opslaget på Danmarks Skiforbunds hjemmeside… (eksternt link)
God træning frem mod vinteren
For mange danske skiklubber er der her tale om et helt oplagt tilbud at arbejde videre med! Udfordringen for mange klubber er nok især at opfylde punkt 3.
Dels er det langt fra alle skiklubber i landet, der har et klubhus eller lignende, hvor medlemmerne kan få adgang. Dels kræver en ThoraxTrainer noget gulvplads, da maskinen kræver lige under 3 meter i længden og minimum 1 meter i bredden, for at stå optimalt.
En mulig løsning kunne være, at man i skiklubben benytter anledningen til at tage en snak med den lokale roklub, gymnastikforening, triatlon- eller orienteringsklub. Det er klubber, der i forvejen typisk har et træningslokale til træning om vinteren, og som også vil have stor glæde af en ThoraxTrainer.
For der er ikke nogen tvivl om, at bare en eller to ThoraxTrainere i skiklubben vil give en unik chance for nye træningsmuligheder til medlemmerne. Samtidig vil tilstedeværelsen af en træningsmaskine kunne sparke gang i mere regelmæssigt træning og klubliv i vinterhalvåret.
Hvordan træner man i en ThoraxTrainer?
Hvordan skal man så træne i en ThoraxTrainer for at få det bedste udbytte?
Der findes en række forskellige træningsprogrammer til ThoraxTrainer på firmaets hjemmeside. Fælles for dem er, at der er tale om kortere serier, som kan bruges til inspiration.
Med den rette planlægning kan sagtens for mere ud af ThoraxTraineren end som så. Her fra Langrendsguiden.dk’s side er det intentionen, at der i løbet af efteråret vil blive skrevet en række forslag til længere træningsprogrammer til ThoraxTraineren målrettet langrend og langløb som for eksempel Vasaloppet.
Hvis du gerne vil have besked, når de begynder at blive offentliggjort, så er det en rigtig god idé at tilmelde dig nyhedsbrevet. Så vil du få direkte besked, når de første Thorax-programmer ser dagens lys.