Københavns Skiklub og BallerupBiatlon inviterer til en 5-dages påsketur på langrend. Turen går til svenske Vålådalen direkte med toget. På turen vil der være mulighed for at prøve skiskydning.
”Har du lyst til en sidste skitur inden foråret for alvor starter?! Og måske også snuse lidt til både skøjt og skiskydning?” Sådan lyder åbningslinjerne til den nyeste, åbne langrendstur, som Københavns Skiklub netop har udbudt på klubbens hjemmeside.
Det er tale en åben tur, der byder på tæt på 5 dage på ski i svenske Vålådalen.
Afrejsen sker lørdag den 13. april fra Malmø Station med Snälltåget, der sørger for transporten direkte til Åre i liggevogne. Her bliver man hentet næste morgen tidligt og kørt op til selve Vålådalen Fjällstation, hvor man bor de næste 4 døgn med fuldpension.
Hjemkomst igen sker på Malmø Station fredag den 19. april klokken 09.30.
Få overblikket over rejseplanen her…
Snesikre Vålådalen
Umiddelbart ligger Påsken i år meget sent, hvilket kan give grund til bekymringer om snesikkerheden i Vålådalen.
Meldingen fra Vålådalens Anders Wiblom lyder dog, at de i sidste mange år som minimum har haft deres 15 kilometer langrendsspor op på fjeldet åbent helt frem til næsten midten af maj måned.
Vålådalen var blandt de første steder i Sverige og Norge, der kunne byde på tidlig sne til langrend allerede i midten af oktober takket være sne fra tidligere. På den måde er basen af sne på deres øvrige runder også god.
Samtidig er der i de seneste uger faldet en del sne på Åre-området, så man regner med en rigtig god sne-påske i år.
Få introduktion til skøjt og skiskydning
Turen er rettet mod både børnefamilien og langrendsløberne, der bare gerne vil have en unik ekstra tur på ski inden foråret starter.
Derudover så tilbyder Københavns Skiklub i samarbejde klubben BallerupBiatlon, at man netop på denne tur også kan få lov til at snuse til skiskydning. Vålådalen har nemlig et stort skiskydningsstadion, som kommer til være basen for denne introduktion.
Turen koster 4.850,- kroner for voksne og 3.650,- for børn mellem 6 og 15 år. Prisen inkluderer transport, ophold og forplejning med fuldpension, 5 dage på ski og gratis liftkort til Vålådalens Fjällstations egen børnevenlige liftbakke (750 meter lang).
Du kan læse mere om turen på Københavns Skiklubs hjemmeside…