Et af de mest stillede spørgsmål, som jeg får fra nye folk udi træning på rulleski, det er, hvordan de mon kan komme billigt igang ved at anskaffe sig noget brugt rulleski-udstyr?
De fleste har allerede søgt på både Den Blå Avis, Facebook og andre online steder, hvor man kunne forestille sig, at man det måtte flyde med gode tilbud på brugt rulleski-udstyr.
Men denne søgning plejer oftest at ende uden held. Men hvorfor er det lige sådan?
Mit korte svar på det spørgsmål er, at der nok findes en del brugte rulleski rundt omkring, men jeg vil hellere anbefale at kigge efter et par nye rulleski i stedet!
Hvorfor?
Jo, en ting er nemlig, at der reelt findes meget lidt brugt rulleski-udstyr i omløb i det hele taget. Og årsagen til det er faktisk ganske enkelt: det er nemlig de bevægelige dele (hjul og kuglelejer), der bliver slidt først, og de udgør samtidig størstedelen af nyprisen.
Finder du et par brugte rulleski et eller andet sted, så står du sandsynligvis også med nogle dele, der allerede er slidt og trænger til at blive skiftet!
Derfor ender du ofte med kun at have sparet måske få hundrede kroner, i forhold til hvis du havde købt et par nye rulleski – men til gengæld har du så sparet dig til besværet med at skulle bruge tid på at finde og måske også skifte delene selv!
Så derfor anbefaler jeg næsten altid, at man skal overveje at købe nyt fremfor brugte rulleski.
Det kræver selvfølgelig den overvejelse, at man fra start skal gå en smule op i det beløb, man havde tænkt sig at ofre. Til gengæld får du så dit helt eget sæt rulleski, som du så også helt selv er herre over, hvordan du slider!
Som en lille bonus undgår du desuden at stå med alle redskaberne i værktøjskassen i brug bare for at prøve skifte et enkelt slidt kugleleje (der måske samtidig er rustet lidt fast…)
Du kan jo prøve at surfe lidt rundt på de forskellige hjemmesider og sammenligne priserne for dels en ny komplet rulleskipakke med støvler og stave inkluderet. Og så holde de priser op imod priserne på brugt rulleski-udstyr, inklusiv fire nye hjul og tilhørende kuglelejer!
Forskellen bliver sjældent så stor, som man måske havde troet!